Den pædagogiske hverdag

Det er skolens opgave, så hurtigt som muligt, at sætte det enkelte barn i stand til at læse da vi betragter det som den vigtigste forudsætning for en videre udvikling.

Det er vores erfaring at det enkelte barn begynder i skolen med netop denne forventning. Den basisviden, der skal bruges i de projekter og temaer der arbejdes med i skolen, hentes ofte i skolens fag. Skolen har derfor mange fag, og disse bliver således redskaber i vores arbejde.

Vi tager derfor udgangspunkt i "Undervisningsvejledningerne for Folkeskolen" inden for de enkelte fag.

Skolen og lærerne tolker selv de bestemmelser, der er gældende for undervisningen således at de kommer til at passe med de lokale forhold - og KonTikis specielle forhold!

Vi lægger stor vægt på at børnene tilegner sig færdigheder i brug af IT (Informationsteknologi), som kan anvendes både kreativt og intellektuelt. Hvert barn har sin egen E-mail adresse, så det er i stand til at kommunikere med venner i ind- og udland.

Da vi ønsker at KonTiki skal bære præg af et internationalt miljø - og da vi som målsætning gerne vil nærme os den store verden, - anser vi sprogundervisning som meget vigtig.

Ligeledes lægger vi meget vægt på musik og kunst. Vi mener at meget musik i undervisningen har stor betydning for barnets sproglige udvikling.

Kroppens fysiske udvikling er af overordentlig stor betydning for indlæring og kreativ aktivitet. Derfor er kropslig aktivitet højt prioriteret .


Morgenmøder

Kommunikation giver mulighed for fællesskab - og det trænes på morgenmøderne
Morgenmøder afholdes hver dag i de enkelte klasser. Vi ser "om vi er her" - ud fra filosofien om at: "Jeg sætter pris på, når jeg oplever, at de andre er interesseret i, at jeg er her." Der synges hver dag på morgenmødet - gamle og nye sange. Børnene har deres egen "klassesangbog".

Hvorfor Morgenmøde? Fordi her lærer børnene noget om:

  • Medbestemmelse
  • Fælles ansvar
  • At lytte til andre
  • At træffe beslutninger i fællesskab
  • At lede et møde
  • At lave referat
  • At respektere fælles beslutninger
  • At respektere hinanden
  • At bruge hinandens ressourcer
  • At stå til ansvar
  • At vente på tur
  • At få erfaringer
  • At føle sig tryg.

Morgenmødet er den "rundkreds", hvor børnene trygt kan aflevere frustrationer, glæder og nysgerrighed. - Når den fornødne ro og tryghed er opnået, tør selv de mest generte og passive børn udtrykke sig. På morgenmøderne får børnene lejlighed til og mulighed for:

  • at udtrykke sig om alt hvad der optager dem med henblik på at udvikle deres evner til at udtrykke sig om de indtryk omverdenen giver dem.
  • at udtrykke sig om deres følelser og fantasier.

Morgenmøderne er meget lærerstyret i Børnehaveklassen, men i takt med børnenes udvikling overtager de selv alle funktionerne i mødeledelsen. Generelt kan siges, at læreren skal være den der taler mindst på morgenmøderne. Det er også på morgenmødet vi allerede fra skolestarten kan begynde at lege med fremmedsprog som senere danner en god basis for den egentlige sprogundervisning. Klassens økonomi drøftes på morgenmøderne da klasserne får uddelegeret økonomisk ansvar for indkøb af nogle undervisningsmidler.


Andre aktiviteter

Fællesmøde afholdes for hele skolen 1 gang om ugen. Klasserne arrangerer på skift disse møder.

Samfundspligt er udtryk for praktiske opgaver i skolen, som varetages af børnene. Hver klasse har samfundspligter, f.eks. - tømme papirkurve - oprydning - "Biksen". – post – pasning af de mindre børn – udearealernes orden – m.m.

"Biksen" er en forretning i skolen, som alle klasser handler i, når de har brug for fælles materialer til klassen: Kladdehæfter, limstifter, hullemaskine m.v. Alle klasser har fået tildelt et budget til undervisningsmaterialer, og klasserne fører selv regnskab over forbruget i en klasse-kassebog.

Lejrskole: Hele skolen tager på lejrskole 1 gang om året. Lærerne har udarbejdet en Lejrskoleplan, der sikrer at stederne er egnede til de forskellige klassetrin. Lejrskolerne bygger på en idé, der tager udgangspunkt i lokalitet, natur, kultur. I de større klasser er det hensigten at knytte et internationalt, sprogligt og kulturelt element sammen med lejrskole-ideen.