Historien om Gribsholm

Indeks
Historien om Gribsholm
En katolsk digter
Alle sider

Her kommer en god og gribende fortælling om, hvilket liv, der har været på det sted, hvor vi i dag har vores skole.

Oppe for enden af Frydenborgvej, lidt tilbagetrukket lå en gammel fornem ejendom. Man kan godt tillade sig at kalde den gammel, da den har passeret de hundrede år, og den var også fornem, idet den blev bygget som bolig for direktøren på det teglværk der lå lige i nærheden, Hillerød Teglværk.

Navnet havde den fået fordi den lå lige i kanten af Gribskov, på jord der engang havde tilhørt Hillerødsholm. En stor gård der i gamle dage hørte til Frederiksborg Slot, som en avlsgård, men som nu for længst er nedlagt og den tilhørende jord udstykket.

Grever og nonner
Den har haft en omtumlet tilværelse, og hvis bygningen kunne tale, ville den sikkert kunne berette mange interessante historier.

Da den ophørte med at være direktørbolig, blev den i 1933 solgt til en konsulent der hed N.A.Nielsen for 19.000 kroner. Den har også været ejet af en greve, nemlig Viggo Danneskiold-Samsøe, der overtog ejendommen i 1935. Han måtte dog give 65.000 kroner for den.

Så flyttede nonnerne ind. Det var i 1937, og deres orden hed noget så fint som kongregationen "Visdommens Døtre" fra Skt. Mariæ Hospital i Roskilde. Det blev indrettet til rekreationshjem, og drengen der boede på Frydenborgvej, syntes det var spændende at cykle op for at se på disse mærkelig klædte kvinder, og når de sad ude i haven på deres bænke, der stod lige ved cykelstien, kunne han holde stille og lytte til deres monotone bønner. Det blev ham fortalt, at de skulle fremsige en bøn for hver kugle de havde i deres rosenkrans.

Det menes, at navnet rosenkrans kommer af ordet Rosarium, og at andagten har været sammenlignet med en rosenhave.